Kursusbeskrivelse
Kurset giver dig der arbejder med digitalisering i en kommune et solidt og praktisk fundament til at arbejde effektivt med den fælleskommunale infrastruktur.
Du får konkrete værktøjer og hands-on erfaring, der gør dig i stand til at forstå, anvende og implementere centrale infrastrukturløsninger i kommunen. Kurset styrker din rolle i forretningsudvikling, implementering og anvendelse af it-systemer.
Du lærer at oversætte viden til lokale praktiske løsninger, at navigere i den fælleskommunale infrastruktur og at vurdere specifikke integrationers relevans og potentiale i samarbejde med andre enheder i kommunen og leverandørerne.
Det opnår du gennem:
- overblik over og navigation i den fælleskommunale infrastruktur
- indsigt i infrastrukturens forretningsmæssige muligheder og dens strategiske betydning
- praktiske eksempler på integrationer i kommunale it-systemer
- cases og øvelser med at håndtere kommunale udfordringer
- netværk med kollegaer fra andre kommuner
Indhold og form
Første kursusdag indeholder grundlæggende introduktion til den fælleskommunale infrastruktur og udvalgte centrale integrationer. Introduktionen baserer sig på cases og udfordringer, som er genkendelige for dig, der arbejder med digitalisering. Det gør introduktionen praksisnær, relevant og let at omsætte til egen kommune og daglige arbejdsopgaver. Undervejs vil du arbejde med de udfordringer og cases, der bliver præsenteret. Dagen er oplæg til gruppevis arbejde med cases på 2. kursusdag.
Mellem kursusdagene mødes hver gruppe virtuelt med underviseren, for at få sparring på og hjælp til gruppens case.
Anden kursusdag starter med tid til arbejde med gruppernes case oplæg. Efterfølgende består dagen af præsentationer og drøftelser af de cases, som grupperne har valgt. Præsentation, dialog og feedback vil fokusere på forskellige løsningsmodeller og deres fordele og ulemper. Løsningsmodellerne vil være lette at implementere i dagligdagen, når du kommer hjem.
Målgruppe
Grundkurset er målrettet kommunale medarbejdere der arbejder med digitalisering som fx digitaliserings-/udviklingskonsulenter.
Datoer for grundkursus (G01_2026)
- Første kursusdag den 13. maj kl. 9:30-16:00
- Virtuelt møde den 21. maj (tidspunktet meddeles af underviseren på første kursusdag)
- Anden kursusdag den 28. maj kl. 9:30-16:00
Underviseren
Mads Printzlau er oprindelig uddannet lærer lærer, men har de seneste 20 årarbejdet med it og digitalisering, herunder den fælleskommunale infrastruktur på både kommune- og leverandørsiden. Mads kombination af pædagogik, kommunal og leverandørmæssig indsigt, er det rette udgangspunkt for et kursus, der er både praksisnært, relevant og anvendeligt i hverdagen.
Praktisk information:
- Deltagerantallet er begrænset til 20 personer. KOMBIT forbeholder sig ret til at aflyse kurset, hvis der er mindre end 20 tilmeldte.
- Tilmeldingsfristen er den 20. februar 2026. Tilmeldingen er bindende efter tilmeldingsfristens udløb.
- Efter tilmeldingsfristen bekræfter KOMBIT om du har fået plads på grundkursus (G01_2026) eller om du står på venteliste, hvis kurset er overtegnet.
- Prisen er 10.000,- kroner excl. moms. Elektronisk faktura sendes efter tilmeldingsfristens udløb og skal være betalt jf. betalingsfristen ellers bliver pladsen tilbudt en anden deltager.
- Har du spørgsmål så kontakt Mette Vinther Poulsen på MVP@kombit.dk eller 30895875.
Tilmelding